Benjamin Koppel får De Gyldne Laurbær

Med den prisvindende og anmelderroste debut, "Annas sang", kunne Benjamin Koppel i 2022 føje skønlitterær forfatter til et allerede imponerende cv som musiker. Nu får han intet mindre end De Gyldne Laurbær for fortsættelsen, "Sommerfuglens stemme".

Af Louise Bach Jensen

Det er boghandlernes optalte stemmer, der traditionen tro afgør hvem der skal have æren, og knap halvdelen gik i år til romanen om den jødiske Koppelman-familie fortalt gennem Ruth og hendes barnebarn Alexander: En stærk fortælling om nedarvede traumer og musikken som en livline i alt det tragiske.

Med i opløbet var også Morten Pape med "Nøglebarn", Anne Lise Marstrand-Jørgensen med "Ræveår" og Linea Maja Ernst med debutromanen "Kun til navlen".

Siden 1949 er De Gyldne Laurbær gået til en lang række af de forfattere, der stadig læses og huskes i dag, og anerkendelsen er på den måde en god indikator for hvilke forfatterskaber, der skriver sig ind i den nationale kanon. Fra Martin A. Hansen, Karen Blixen, Tove Ditlevsen, Tom Kristensen og Inger Christensen, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og Dea Trier Mørch.

Benjamin Koppel blev overrasket af priskomité, venner, kolleger og et pressekorps i sit musikstudie den 6. februar, mens selve laurbærkransningen finder sted ved en fejring i marts eller april.

Tillykke til Benjamin Koppel!